Salg af forsikringslignende produkter

Den tryghed der tilbydes kunder betegnes normalt som en forsikring. Læs mere om, hvordan det hænger sammen herunder.

Vi oplever, at flere virksomheder indenfor turisme-, kultur- og oplevelsesindustrien ønsker at tilbyde deres kunder tryghed, som en del af købet af virksomhedens egne produkter. Det kan fx være muligheden for at afbestille en rejse eller en anden oplevelse, hvis man bliver syg og ikke kan komme afsted.

Hvad mange desværre ikke er opmærksomme på er, at det (efter reglerne i lov om forsikringsvirksomhed) kræver tilladelse fra Finanstilsynet, hvis den tryghed man tilbyder kunderne reelt er en forsikring. Der er som udgangspunkt tale om en forsikring, hvis man laver en aftale om, at man mod betaling overtager den økonomiske risiko for at noget uventet sker, fx at man bliver syg og ikke kan komme afsted på sin rejse eller til en anden oplevelse/event.

Det betyder, at virksomheder, som laver den form for aftaler med deres kunder uden at have et forsikringsselskab med inde over, kan risikere at bryde reglerne om forsikringsvirksomhed.

Vi anbefaler derfor virksomheder, der ønsker at tilbyde deres kunder en tryghed i forbindelse med fx rejser og andre oplevelser, at tage kontakt til et forsikringsselskab for at finde den rette løsning. 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 3327 8328 eller e-mail agent@erv.dk.