Sådan undgår du jetlag
Flyver du mod øst eller vest?
Rejser du vestpå, fx mod USA, er jetlaggen ofte lettere at håndtere. Er du så heldig, at du flyver fra Danmark om morgenen og dermed ankommer i USA om aftenen, så vil du opleve, at din jetlag ikke føles så slem. Du kan nemlig, efter du er ankommet til dit hotel om aftenen, gå direkte i seng og sove til næste morgen. Hvis din rejse i stedet starter om aftenen, kan du sove på flyet og ankomme til din destination mere eller mindre frisk og veludhvilet.
Rejser du mod øst, fx mod Thailand, er det derimod vanskeligere at undgå jetlag, da man her rejser "mod uret". Det betyder, at du ofte vil lande på destinationen på omtrent samme tid, som da du rejste fra Danmark. Det vil sige, hvis du rejste fra Danmark kl. 21, vil du også nå frem til din destination kl. 21.
Undgå at lande om natten
At lande om natten kan potentielt resultere i den allerværste form for jetlag. Hvis du falder i søvn på flyet, risikerer du nemlig at vende om på døgnet. Så sørg, så vidt muligt, for at holde dig vågen. Se en film, spil et spil, arbejd eller læs en bog, eller noget andet du kan lide for at holde dig i gang og vågen. Hvis du derimod lander tidligt om morgenen, er det bedst at gøre en indsats for at sove så godt, du kan, hvilket desværre kan være lettere sagt end gjort.
Ingen alkohol og dagslys
Når det kommer til drikkevarer og jetlag, anbefales det, måske skuffende for mange rejsende, at du ikke drikker alkohol på flyet, når du skal flyve langt. Alkohol påvirker nemlig både din søvn negativt og gør dig dehydreret, hvilket er med til at forværre følelsen af jetlag. Hvorvidt man skal drikke kaffe eller ej, er mere en gråzone. At drikke kaffe kan faktisk være nyttigt, hvis du har brug for at holde dig vågen, men hvis du drikker for meget kaffe, er der risiko for, at det vil påvirke din søvn. Den bedste drik, når det kommer til at lette jetlag, er vand, simpelthen fordi det hjælper mod dehydrering.
Søvnhormonet melatonin hæmmes af lys. Derfor er dagslys en af de vigtigste ting, hvis du vil omstille dig til den rette tid og hurtigere komme af med din jetlag.
British Airways jetlag-kalkulator
Hvis du vil vide præcist, hvad du bør gøre samt spise og drikke for at mindske jetlaggen mest muligt, anbefaler vi, at du besøger British Airways jetlag-kalkulator. Jetlag-kalkulatoren er udviklet i samarbejde med Storbritanniens ledende søvnekspert Dr. Chris Idzikowski.
Ved at besvare et par spørgsmål om dine flytider etc., giver kalkulatoren dig en anbefaling om, hvordan du bør agere for at lette jetlaggen så meget som muligt. Anbefalingerne omfatter blandt andet, hvilke tidspunkter du skal udsætte dig selv for dagslys, hvornår du bør undgå det, og hvordan du bør spise og træne.
Find British Airways jetlag-kalkulator her >
Læs også:
Du glemmer vel ikke rejseforsikringen?
Søg efter pris og køb