Rejseguide til Portugal: 3 dage i charmerende Porto
Du har garanteret hørt om Lissabon eller kystområdet Algarve, men hvad med havnebyen Porto? En charmerende by i det nordlige Portugal, der er kendt for sin portvin, kulørte fliser, kuperede stræder, kulturelle eventyrer og delikate spisesteder. Vi, Casper og Cecilie, besøgte Portugal i foråret 2024 for at udforske, hvad landets næststørste by har at byde på. Her deler vi det ultimative rejseprogram til tre dage i Porto, som vi håber vil overbevise dig om, hvorfor Porto skal være din næste rejsedestination.
I de seneste ti år har vi rejst sammen og har besøgt alt fra paradis-øer i det fjerne Asien, til fransk-canadiske kulturer i det sydligste USA og autocamper-roadtrips i Nordeuropa for at skildre spændende rejsedestinationer, sceniske roadtrips og anderledes kulturer gennem billeder, lyd og ord. Og én ting er sikkert; Porto er helt sikkert på listen over de mest charmerende byer, vi har besøgt i Europa. Læn dig derfor nu trygt tilbage med rejseguiden til Porto, og bliv inspireret til din næste rejse sydpå. Bagefter kan du finde endnu flere rejsetips til bl.a. Portugal på vores Instagramprofil the.travelers.planet, vores Youtube kanal eller på vores hjemmeside The Travelers’ Planet.
Dag 1 - En rolig morgen med en portugisisk Pastel De Nata på Cafe Majestic
Når du første gang slår øjnene op i Porto, kan du glæde dig ved tanken om, at du i dag må spise kage til morgenmad - med god samvittighed. For os er det nemlig et motto, at når man rejser, skal man efterleve de lokales traditioner så meget som muligt. Og i de sene morgentimer i Porto, vil du hurtigt bemærke, hvordan de lokale ofte fylder maven med en intens kop spilkogende kaffe og en lille tærtelignende kage. En portugisisk specialitet, der går under navnet ”Pastel de Nata”, der betyder cremetærte. Forestil dig en sprød bund af butterdej, fløjlsblød vaniljecreme, en karamelliseret skorpe og med et drys kanel. En kage, der serveres i hele Portugal, og som kan spises på alle tider af døgnet.
På din første dag i Porto kan du sætte tænderne i en Pastel de Nata på en af Portos smukkeste og mest historiske cafeer, Cafe Majestic. Her får du ikke kun stillet sulten, men også udsynet, netop som du her træder ind i en café udsmykket med de smukkeste gamle spejle, dekorative mahogni vægpaneler, krystal lysekroner og andet historisk interiør. Cafe Majestic har rødder helt tilbage til 1921 og var oprindeligt kun for de særligt fine. Detaljerne ser du bedst ved at gå efter et bord indenfor, men du kan også sidde udenfor på den livlige shoppinggade eller i den roligere baggård.
Trygheden på rejsen til Porto
På vores rejse til Porto var vi dækket gennem Europæiske ERV. Her var vi dækket gennem en Rejseforsikring Plus, som var tegnet som en Årsrejseforsikring. Fordelen med en Årsrejseforsikring er, at du kan spare penge, hvis du rejser mere end 7 dage om året! Så kan du rejse afsted på alle de ferier, du har lyst til - op til 30 dage ad gangen.
Læs mere om Årsrejseforsikringen her >
Formiddag - Intet besøg i Porto uden vinsmagning
Om du er en ægte vinentusiast, eller bare synes, at det er lækkert at smage på lokale specialiteter, må du ikke snyde dig selv for vinen, når du besøger Porto. Spørger du os, er der faktisk intet besøg i Porto, uden en vinsmagning! Porto er nemlig kendt for sin portvin, og ja faktisk deraf også navnet på den delikate vin; ”Port-vin”. Med maverne fyldte, kan du derfor med fordel fortsætte din første dag i Porto med at sætte kursen mod floden Douro og den ikoniske Dom Luis I-bro. Udsigten i sig selv er betagende, og sætter du kursen mod den anden side af broen, når du den lille bydel Vila Nova de Gaia, der huser hjertet af portvinshistorien i Porto. Her har du de mest autentiske muligheder for at udforske portvinen, tage på vinsmagning og få indblik i den særlige vin og vinkamrene. En oplevelse, du ikke må misse, ligegyldigt om du er vinentusiast eller ej, netop som det giver god forståelse for kulturen i Porto.
Eftermiddag – Afslapning ved havnefronten og udforskning af Vila de Gaia
Måske du har brug for et hvil ovenpå vinsmagningen, og det er der heldigvis råd for. Køb et par lokale forfriskninger hos en af gadesælgerne, der står langs havnefronten i Gaia, og slå dig så ned på græsset langs kajen, og nyd den spektakulære udsigt til vandet og Porto by på den anden side af Douro-floden. Herfra kan du også betragte de gamle træskibe, der har fragtet portvin til Porto i årevis, som ligger til kaj lige foran dig.
Når benene igen er friske, kan du bruge resten af eftermiddagen på at slentre rundt i området Villa de Gaia. Du kan også prøve en af de mange daglige bådture, der bl.a. tager dig en tur op og ned ad Douro River. Helt perfekt til en varm eftermiddag!
Aften: Tapas & solnedgang over Porto
Når sulten melder sig, kan du på din første dag i Porto spise aftensmad på en af de mange små restauranter, der serverer portugisisk tapas. Vælg den, du synes ser mest autentisk ud – det er svært at vælge forkert. Hvis du vælger at blive i Gaia, kan du også besøge det lokale madmarked Mercado Beira-Rio, hvor du kan smage mange forskellige små anretninger med portugisiske specialiteter. Prøv bl.a. en Pastéis de bacalhau, Francesinha eller Tripas à Moda do Porto. Mums, maden i Porto er bare god!
Tag derefter svævebanen Teleférico de Gaia op fra Gaia til toppen af bakken, hvorfra du kan nyde en vidunderlig solnedgang fra den populære solnedgangsplads Jardim do Morro, mens du fordøjer dagens indtryk, mens du nyder udsigten over Porto, floden og de smukke røde tage på vinkældrene.
Dag 2 - Morgen - Instaworthy morgenmad på Acai & You
Start morgenen med morgenmad på Acai & You, hvor du kan sætte tænderne i en kold acai bowl, en lækker avocadotoast, pandekager med jordbær eller noget helt fjerde. Acai & You byder på et bredt udvalg af velsmagende- og flotte brunch-anretninger hele dagen lang. Et drømmested for dig, der elsker morgenmad, og som synes, at det helst skal se smukt og farverigt ud. Vi vendte tilbage hertil flere gange i løbet af vores besøg i Porto, fordi maden var velsmagende, betjeningen hurtig, servicen god og placeringen central i forhold til vores must-visits.
Formiddag - Porto’s smukkeste gader & et unikt besøg på en togstation
Brug formiddagen på at opleve de mange smukke, kuperede stræder og historiske highlights i den gamle bydel af Porto. Måske du allerede har bemærket et af de kendetegn, som går igen i bybilledet i Porto? Nemlig fliserne. Porto og Portugal er kendt for sine betagende, kunstneriske fliser, der pryder husfacader, kirker, fortov, springvand og borde, inde som ude. Det er utrolig smukt.
Sæt f.eks. gps’en mod kirken Igreja dos Carmelitas Descalços, Igreja de Santo Ildefonso eller togstationen Porto São Bento, der blot er et udpluk af nogle af de flotteste steder med fliser i Porto. I ventehallen på togstationen vil du se, hvordan intet mindre end 20.000 håndmalede fliser pryder vægge og loft. Det er er nok et af de smukkeste togstationer, vi nogensinde har besøgt.
Eftermiddag - Mal på fliser & få en unik souvenir med hjem (workshop)
Fortsæt udforskningen af flisehistorien i Porto med en workshop i flisemaling. Den skønneste oplevelse for dem, som ønsker at få et dybere kendskab til de portugisiske flisers fascinerende historie, eller dem som nyder at slippe kreativiteten løs og få en unik, håndlavet souvenir med hjem fra Porto.
Vi havde den mest vidunderlige værtinde, der på en let, underholdende måde gav os indblik i historien om fliserne i Porto og derefter guidede os til selv at dekorere vores egen flise – og der blev selvfølgelig også serveret portvin. To timer senere kunne vi komme tilbage og hente vores egen personlige flise. Helt sikkert et unikt minde fra vores tur til Porto.
Se videoen fra vores besøg på en flise-workshop i Porto her.
Aften - Nyd tonerne af portugisisk fado-musik
Læn dig tilbage og nyd tonerne fra et autentisk fado-show, når du denne aften skal besøge et af de lokale spillesteder med fado-musik i Porto. Fado er en ældgammel musikgenre fra Portugal, der både kan bestå af musik, dans og optræden på samme tid. Melodierne kan være både melankolske og muntre, og ligegyldigt om man er til fado-musik eller ej, er det en vigtig del af den portugisiske kultur. Faktisk så vigtig, at fado-genren i dag er på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Dag 3 – Heldagstur til Douro Valley
Trænger du til at komme lidt ud af det pulserende byliv, eller er du bare entusiastisk omkring vin, skal du helt sikkert bruge den tredje dag i Porto på en dagstur til Douro Valley. En særdeles smuk tur, der vil vække begejstring hos de fleste aldersgrupper. Douro Valley ligger omkring 120 km væk fra centrum af Porto og er kendt for sine spektakulære landskaber med bølgende vinmarker, der strækker sig langs Douro-flodens bredder. Her har man i århundrede dyrket de dyrebare druer til den famøse portvin, og Dourodalen er deraf også den vigtigste vinregion i Portugal. Faktisk er det den ældste markerede vinregion i hele verden og er på UNESCO’s Verdensarvliste. Her kan du besøge nogle af de ældste og mest anerkendte vingårde i Portugal, hvor du kan få indblik i produktionen af den verdensberømte portvin. Mange af turene inkluderer guidede rundvisninger og smagninger, hvor du kan nyde forskellige varianter af portvin og andre lokale vine, alt imens du lærer om regionens rige historie og vintraditioner. Alene udsigterne gør stedet et besøg værd.
Du kan enten leje en bil og selv tage af sted på tur, eller du kan tage på en guidet tur. Mange af de arrangerede ture kan inkludere. udover køreturen, en lokal frokost, besøg på flere vingårde og ikke mindst en afslappende bådtur langs Douro-floden, som gør det muligt at beundre de imponerende terrasserede vinmarker fra vandsiden. Så vidunderligt!
En dag i Douro Valley byder på en perfekt kombination af naturskønne oplevelser og kulinariske fornøjelser, der vil give dig en uforglemmelig smag af det autentiske Portugal.
Overveje du at leje en bil på dit besøg i Portugal, bør du også læse den her artikel >
Vi håber, at du har fået inspiration til, hvorfor Porto bør være din næste rejsedestination. Rigtig god rejse, eller som vi altid afslutter hos The Travelers’ Planet: Safe Travels!
Vil du se mere fra vores tur til Porto? Så kan du se vores Youtube video lige her >
- {{originalfilename}} x
Du glemmer vel ikke rejseforsikringen?
Søg efter pris og køb