Med luksusbiler rundt i alle verdenshjørner

Casper kommer oprindeligt fra Herning og startede sin karriere med 15 år i ambulancetjenesten. Casper har gennem firmaet Adventure Medics sørget for sikkerheden på rejser og ekspeditioner til nogle af de mest fjerntliggende områder af verden. 

Hvad gør man ved et dødeligt slangebid, når man er alene midt i Australiens outback?

På den slags rejser var det primært afstanden, der gjorde det nødvendigt at medbringe en særlig paramediciner. Under det verdensomspændende bil-løb var der op til ni timer til nærmeste behandling.

Ekspeditionen strakte sig fra Australien, Europa, Afrika, Mellemamerika, Sydamerika og Asien, hvor løbet på hvert kontinent varede ca. 14 dage. Undervejs kørte deltagerne i ekstreme områder, hvor der ikke findes veje eller civilisation. Turen var udformet som et ”classic rally”, hvilket betyder, at målet ikke var at komme først, men at ramme et præcist tidspunkt for sin ankomst. Noget der godt kunne være en udfordring, når man kørte i biler der, udover at være i den absolutte luksusklasse, ikke på nogen måde adskilte sig fra dem, man kan gå hen og købe hos almindelige bilforhandlere.

”Der var ikke nogen præmie eller gevinst for løbet. Motivationen var ganske enkelt prestigen ved at vinde og så den oplevelse, der fulgte med at køre en helt almindelig luksusbil succesfuldt igennem nogle af de mest ufremkommelige områder i verden”, fortalte Casper.

Man kunne forestille sig, at Casper hovedsageligt var nervøs for biluheld undervejs på turen, men faktisk var det noget helt andet, der bekymrede ham mest, da rejsen startede i Australien:

”At en af kørerne satte sig ved en busk for at gå på toilettet og så blev bidt i rumpen af en slange. Det var det, som flest folk døde af, når de bevægede sig rundt i outbacken”, fortalte han og tilføjede ”jeg havde jo ingen modgift med, da det krævede ekspertviden at vurdere et slangebid korrekt, så man ikke endte med at gøre mere skade ved at give den forkerte behandling. Derfor gjaldt det i sådan en situation bare om at få fat i en helikopter hurtigst muligt!” 

Worst case scenarios

Netop uforudsete situationer, som f.eks. et slangebid, var noget af det, Casper brugte allermest tid på at forberede. For på trods af hans egne evner og erfaring, kunne der nemt forekomme uheld undervejs, der ville kræve akut hospitalsindlæggelse eller evakuering.

”Det går jo ikke, at du står med et livsfarligt uheld midt i en ørken eller på et bjerg og så først skal til at undersøge, hvor de har den nødvendige ekspertise og udstyr til at hjælpe, og hvordan du får kontakt. For slet ikke at tale om, hvordan de skal finde frem til dig. Du kunne jo ikke bare oplyse et tilfældigt vejnavn, men var nødt til at kende de præcise koordinater for din position. Derudover kunne man ikke forvente bare sådan lige at komme i kontakt med et hospital, der havde en helikopter parat, eller som overhovedet talte det samme sprog”, forklarede Casper.

Af den grund havde Casper og holdet bag ekspeditionen allieret sig med Europæiske ERV og Euro-Center for at kunne få den rette vejledning og krisehjælp i akutte situationer. 

Skræddersyet sikkerhedsnet fra Euro-Center

”For os var det en kæmpe fordel, at Europæiske ERV og Euro-Center er så store og verdensomspændende, at de allerede havde kontakterne til det hele. Det var jo en drøm for sådan nogle som os”, fortalte Casper.

Casper havde som en del af sine forberedelser til turen været i tæt kontakt med Euro-Centers hovedkontor, så de allerede på forhånd kendte de præcise koordinater og specielle sikkerhedsrisici for hvert trin af ekspeditionen, samt, ikke mindst, hvilke evakuering- og behandlingsmuligheder der var til rådighed i hvert område.

Om forberedelserne fortalte Casper: ”Vi havde specifikt henvendt os til Europæiske ERV og Euro-Center, fordi det var der, vi tænkte, vi kunne få det bedste og største netværk rundt omkring i verden. Så kunne vi bare sidde som tilskuere til at tingene blev fikset for én. Det var jo fantastisk.”

For en paramediciner, der stod med hovedansvaret for sikkerheden på en ekstrem rejse, der strakte sig over hele seks kontinenter, gav det en stor ro at vide præcis, hvem man skulle samarbejde med undervejs:

”I stedet for at arbejde sammen med en masse enkelte firmaer eller agenter, var det hele centraliseret, og man vidste bare, der var styr på det, når man ringede ind. Det var en service, som vi var rigtig glade for. Som paramediciner har man jo sine egne kompetencer, men nu var der samtidig et helt maskineri bagved, der gjorde, at når jeg kørte afsted, så var jeg ikke alene. Det var den sikkerhed, Europæiske ERV leverede, og det var i verdensklasse.”