Fra kuffert til kyst: Rejsetips til Alicante
Du kender garanteret Malaga, Barcelona eller Valencia, men har du nogensinde overvejet at besøge Alicante? En vidunderlig kystby i det solrige Costa Blanca på Spaniens østkyst. Fra de snoede gader i den gamle bydel, til de kilometerlange sandstrande, autentisk tapas, high-end Michelin oplevelser og smukke udsigter. Alicante er et af de steder, som vi, Cecilie og Casper, i den grad har mistet en del af vores hjerter til – og det er trods dét, at vi har besøgt mange andre vidunderlige byer i Spanien. Vi besøgte Alicante i marts måned, og da vi blev spurgt om, vi ville øse ud af vores rejsetips til byen, var svaret nemt, for dén her by; den fortjener så meget mere opmærksomhed blandt danskerne. Måske du tidligere er stødt på rejsetips til f.eks. Spanien på vores Instagram-profil the.travelers.planet, vores Youtube kanal eller på vores digitale rejseunivers The Travelers’ Planet. Måske endnu ikke. I de seneste ti år har vi sammen rejst mellem alt fra paradis øer i det fjerne Asien, til fransk-canadiske kulturer i det sydligste USA og autocamper-roadtrips i Nordeuropa med det ønske at skildre skønne rejsedestinationer, roadtrips og anderledes kulturer gennem billeder, lyd og ord! Fornyeligt satte vi endnu engang kursen mod det dejlige Spanien, hvor vi udforskede den lille perle på Costa Blanca kysten, Alicante - og lige her, deler vi ud af vores bedste rejsetips dertil. Så find kufferten frem, tag din rejsemakker i hånden og bliv inspireret til din næste rejse til Alicante.
En spansk storby-perle ved kysten
Forestil dig, at du bruger en formiddag på at slentre rundt blandt spændende, lokale shoppinggader som Calle San Francisco, får dig en kop nybrygget kaffe på Plaza, mens du betragter de historiske bygninger, som pryder det meste af centrum. Og så, lige der, kun lige rundt om hjørnet, åbner horisonten sig for dig og indenfor få minutter, kan du slynge håndklædet ud på sandet og sætte tæerne i det afkølende Middelhav. Én af de ting, vi elsker allermest ved Alicante er, at du her både har et pulserende byliv, og samtidig har skøn sandstrand og hav lige ved siden af. En fantastisk kombination, hvis du spørger os!
I Alicante finder du skønne strande lige meget, hvilken retning, du sætter kompasset. Besøg blandt andet Playa del Postiguet, der ligger i direkte forlængelse af midtbyen. Her strækker der sig ca. en kilometer, forholdsvis bred sandstrand og stille badevand det meste af året. For de mindste er der her også en legeplads, og for de tørstige er der både caféer og supermarkeder et stenkast væk. Du kan også udforske mere af kysten og f.eks. søge små 8 kilometer nordpå og besøge Playa de San Juan, der er den mest populære strand. Du kan faktisk ikke vælge forkert!
Overvejer du at leje en feriebolig til din rejse til Alicante, vil du måske finde artiklen Leje af feriebolig i udlandet - 6 risici og hvordan du undgår dem interessant.
Tryghed på rejsen til Alicante
Til turen havde vi tegnet en Årsrejseforsikring. Vi havde valgt en Plus-dækning, så vi også var dækket ved bl.a. hjemkald og ødelagte feriedage. For os der rejser flere gange om året, giver det rigtig god mening at vælge en Årsrejseforsikring. Man skal kun rejse mere end 7 dage om året, så er det billigere at vælge en Årsrejseforsikring fremfor en enkeltrejseforsikring. Så kan man rejse så ofte man vil - og op til 30 gange ad gangen!
Læs mere om Årsrejseforsikringen her >
Must-visit seværdigheder i Alicante
Trods Alicantes forholdsvise lille størrelse med omtrent 350 tusinde indbyggere, bugner det alligevel med seværdigheder i centrum af Alicante, der er værd at besøge. Vi har udvalgt tre af vores absolut must-visits til dit besøg i Alicante. Det er Castillo De Santa Barbara, Paseo Explanada de España og Bario Santa Cruz.
Castillo de Santa Barbara
En af de seværdigheder i Alicante, som du ikke må misse er Castillo de Santa Barbara. En middelalder borg og fæstning, der meget majestætisk troner på toppen af Alicante på bjerget Benacantil. Deroppe får du det smukkeste 360-graders udsyn over Alicante og Middelhavet – for ikke at nævne muligheden for at få et kig indenfor i rum, kunst og historie helt tilbage til 1200-tallet. I løbet af vores besøg til Alicante vandrede vi op på toppen flere gange i bagende sol i dagtimerne, men det smukkeste udsyn fik vi helt klart til solnedgang. Vi medbragte et par kolde øl og lidt snacks, og sad så i en times tid og nød, hvordan himlen forvandlede Alicante fra de smukkeste gyldne noter til tusmørke. Sydens solnedgange er simpelthen magiske og udsynet fra Castillo de Santa Barbara skuffer bestemt heller ikke!
Turen derop tager ca. 25 minutter i rask tempo afhængig af, hvilken vej du går, og hvor mange stops, du gør undervejs for at nyde udsigten. Husk vand! Der er gratis indgang, og hvis du er småsulten eller tørstig, er der også café såvel som en luksuriøs restaurant på toppen. Hvis du ikke er til den lille vandretur, kan du også benytte elevatoren både op som ned. Der går desuden også busser dertil, ligesom du også finder parkeringspladser til biler tæt på toppen.
Paseo Explanada de España
Et varemærke for Alicante er den smukke promenade Explanada de España. Med mere end 6,5 millioner fliser i orange, beige og grålige nuancer, danner de fundamentet for den smukkeste promenade, vi længe har besøgt! Promenaden ligger helt ud til havnefronten, og på dit besøg i Alicante vil du højest sandsynligt komme forbi den flere gange, da den strækker sig hele 600 meter. For os var blot dét at gå på promenaden en oplevelse, da fliserne gør det utrolig smukt og fotogent. På hver side af promenaden pryder frodige palmer, der ud på eftermiddagen, gør Explanada de España til et skønt sted at søge tilflugt fra sydens bagende sol. Du vil formentligt se, at der flere steder står et par træ-klapstole, og disse er altså til fri afbenyttelse, så længe de bliver på Explanada de España. Vi slog os flere gange ned med et spil kort og lidt kolde forfriskelser blandt de lokale herrer, der i ægte spansk tempo sad og hyggede sig over et spil Chinchón; et traditionelt spansk kortspil.
Du kan også gå på opdagelse blandt de små boder, der åbner op i løbet af formiddagen på Explanada de España. Her finder du alt fra tøj, spanske delikatesser, tasker, smykker og kunst. Og hvis du er sulten, så finder du også en lang række restauranter, iskiosks og barer, der grænser direkte op til Explanada de España. Så hvis du trænger til at fordøje byens indtryk og slappe lidt af i sol eller skygge, så er Explanada de España at godt sted at søge til!
Et historisk og autentisk centrum - Bario de Santa Cruz
Når du igen trænger til eventyr, bør du bevæge dig mod Bario de Santa Cruz. Et charmerende lille område for foden af bjerget Benacantil. Ifølge os er det det mest autentiske område i hele Alicante. Her blafrer rene nyvaskede natskjorter og sokker på vasketøjsstativerne, mens der vandes blomster, fejes og bliver læst avis i skyggen foran de mange kridhvide huse på den lille bjergside. Gå på opdagelse blandt de mange smukke, farverige husdøre eller slå dig ned på en af de lokale barer, der popper op her og der. Det kan også være, at du får øje på de mange familienavne, som de lokale så fint har skrevet på facaden af husene de fleste steder i farver, der naturligvis matcher dekorationerne med blomster, krukker og så videre. Det her sted er så fantastisk, og du befinder dig lige midt i det historiske centrum! Også herfra har du god mulighed for at nyde panorama udsigter til kysten og byen. Vi var særligt vilde med huset med de blå krukker, og du vil helt sikkert forstå hvorfor, når du ser det med dine egne øjne!
Tapas, tapas og mere tapas.. og lidt Michelin!
Intet besøg til Alicante uden at sætte tænderne i en traditionel spansk tapas! Her venter dig delikate barer og restauranter, hvor du kan spise både billig, men også virkelig god tapas. Vi måtte tilbage til vinbaren Vino y Mas et par gange for deres tapasret med frisk tun (mums), men også cafeteria Plaza 2 på den store plads og CasaBlanca restaurante i det gamle kvarter var hyggelige og gode til prisen. Skal du spise lidt finere, så har Alicante også gode muligheder for Michelin- eller Michelin Guide restaurantoplevelser. Vi spiste blandt andet på La Ereta på toppen af Alicante, som var en spændende Michelin Guide oplevelse!
Dagsture fra Alicante i bil
Alicante byder dog på meget mere end det charmerende centrum - og hvis du, ligesom os, vil have flest mulige eventyrer på din rejse sydpå, så anbefaler vi at tage på mindst én dagsudflugt. Dagsture fra Alicante er en oplagt mulighed for at udforske mere af Costa Blanca kysten i Spanien. Du kan naturligvis benytte dig af de arrangerede turistture fra Alicante, men spørger du os, er den bedste måde at få Costa Blanca ind under huden på egen hånd, i egen bil. At leje en bil i Alicante er både en billig, fleksibel og effektiv måde at komme rundt på. Følger du kursen nord på, bør du besøge byerne Benidorm, Altea og Calp – og ikke mindst bjergområdet Guadalest Valley, der byder på en smuk turkise flod, vandreruter, et gammelt slot og gudesmukke udsigter. Det kan også anbefales at besøge Torrevieja 50 km syd for Alicante, der er en Europas største saltsø – og så er den lyserød og hamrende flot!
OBS! At leje en bil i Alicante er generelt billigt afhængigt af, hvilken bil, du går efter naturligvis. Sørg altid for at have styr på din rejseforsikring, inden du tager afsted, så du ved, hvordan du er dækket, og hvilke tillægsforsikringer du evt. bør købe.
Husk også dit danske kørekort i fysisk form, hvis du vil leje en bil. I Spanien er det ikke nok at have dit kørekort i den digitale app, som er godkendt herhjemme.
Læs også de bedste tips til billeje her >
Pakkeliste til Alicante
- En gyldig rejseforsikring - Find en der passer til dig her >
- Det blå sygesikringskort
- Solbriller til at beskytte øjnene mod de stærke sydeuropæiske solstråler
- En let bluse til de kølige aftenener
- Badetøj
- Solcreme faktor 30
- Et par gode sneakers til at bestige Castillo de Santa Barbara
- Dansk kørekort i fysisk forstand
- Kamera eller smartphone til at forevige de smukke udsigter og oplevelser.
- En lille rygsæk til strand håndklæder, kolde drikkevarer og snacks i løbet af dagen
- Hævekort og/eller euros
- Sommertøj
- En lille jakke og bukser til vintermånederne
- Et spil kort
- En sulten mave med masser af plads til tapas
Med tips til Alicantes seværdigheder, strande, kulinariske oplevelser, dagsture, rejseforsikring og pakkeliste, kan din kuffert sandsynligvis være pakket inden længe og kursen sat mod denne skønne perle på Spaniens østkyst.
Vi håber, at du har fået inspiration til, hvorfor Alicante bør være din næste rejsedestination – når du først er der, taler byen helt sikkert for sig selv og dén fortjener du at opleve. Rigtig god rejse, eller som vi altid afslutter hos The Travelers’ Planet: Safe Travels!
Hvis du vil se mere fra vores tur til Alicante, kan du se vores Youtube video lige her.
- {{originalfilename}} x
Du glemmer vel ikke rejseforsikringen?
Søg efter pris og køb