Guide til at arbejde i udlandet
Søg arbejde i udlandet
Når du har taget beslutningen om at tilbringe en periode i udlandet, er næste skridt at overveje hvordan du finder et job i det nye land. Er du erfaren på arbejdsmarkedet, og har du et bestemt job i sigte, kan du allerede begynde jobsøgningen i Danmark for at få det på plads inden afrejse. Er du derimod ny på arbejdsmarkedet eller lige sprunget ud som student, kan det være nemmere at søge job, når du er i det nye land.
Danske jobs i udlandet
I udlandet har danskere generelt et ry for at være hårdtarbejdende, strukturerede og dygtige til engelsk. Det sætter arbejdsgivere selvfølgelig pris på, hvilket åbner op for jobmuligheder i mange forskellige lande.
Sygeplejersker, læger, lærere og IT-udviklere er eksempler på populære stillinger i udlandet. For mere avanceret arbejde, der ikke er sæsonbestemt, er det almindeligt at man bliver i en længere periode, dvs. mere end tre måneder. Dermed er det også ekstra vigtigt at trives med arbejdsgiver og kolleger. Der findes mange hjemmesider, der formidler ledige jobs i udlandet for forskellige faggrupper. Siderne findes let ved en søgning på nettet. Vær dog opmærksom på om siden er seriøs og tilbyder jobs med gode forudsætninger for, at du trives.
Tips til dig som skal arbejde i udlandet:
- Register dit ophold hos de relevante myndigheder, hvis du bliver længere end tre måneder i et EU-land.
- Undersøg hvilket land du skal betale indkomstskat i. Dette afgøres bl.a. ud fra, hvor længe du bor udenlands.
- Undersøg om du behøver arbejdstilladelse. Dette er forskelligt fra land til land.
- Sørg for at du har en forsikring, der gælder under hele udlandsopholdet. Se vores Rejseforsikringsguide >
- Undersøg om du behøver visum eller opholdstilladelse for at kunne arbejde i landet.
Ung i arbejde - Arbejde i udlandet efter gymnasiet
Er du for nylig blevet færdig med din studentereksamen, og er du klar til nye eventyr, steder og mennesker? Så er et job i udlandet en fantastisk mulighed, der både giver dig spændende fritid og en introduktion til arbejdsmarkedet. Ofte handler det ikke så meget om, præcis hvad man arbejder med, men mere om at jobbet udfordrer dig og udvider dit netværk. Til forskel fra Danmark er det i udlandet ofte nemmere at finde jobs ved at gå rundt til butikker, restauranter og hoteller med sit CV. Hvis du planlægger at flytte til et turistmål, kan det være en idé at begynde i en kendt bargade eller et turistområde og arbejde sig frem derfra. Er turistmålet populært hos skandinaverne, kan dine danskkundskaber vise sig at være en fordel.
Udover jobbet er også fritiden en vigtig del af udlandsopholdet. Måske er det første gang, du flytter hjemmefra, eller første gang du er væk fra din familie i en længere periode. Det kan godt være en udfordring! Charmen ved at bo i udlandet er dog, at man hurtigt møder nye mennesker. Gør brug af grupper på Facebook og andre fora for at møde folk, der planlægger samme rejse som dig.
Tips til dig der skal arbejde i udlandet efter gymnasiet
- Undersøg hvilke regler der gælder i forbindelse med arbejdstilladelse, indkomstskat og eventuelt visum.
- Spar 10.000-20.000 kr. op inden afrejsen, så du har noget at leve af, inden du finder et job.
- Søg job direkte! Gå rundt med dit CV (på engelsk) og præsenter dig for chefer på hoteller, barer, butikker, osv.
- Bo på hostel den første tid og søg derefter noget mere permanent.
Undgå de 6 mest almindelige faldgruber når du lejer lejlighed i udlandet > - Brug sociale medier til at finde nye venner og samboer.
- Udnyt fritiden og udforsk så meget af landet og kulturen som muligt!
- Anskaf en forsikring der beskytter dig, hvis noget skulle gå galt.
Arbejde i udlandet under et sabbatår
Du må ikke glemme, at det ikke bare er dig, der søger job i udlandet - arbejdsgivere søger også personale. Du kan altså ligeså vel blive headhuntet til udlandet. Trin 1 er derfor at opdatere sit CV. Tilføj din erfaring og alle dine kompetencer på LinkedIn og skaf referencer fra tidligere arbejdspladser, praktiksteder og undervisere. Mange hjemmesider til jobsøgning tilbyder muligheden for at registrere en profil med CV, så arbejdsgivere kan kontakte dig direkte. Både at kunne tale engelsk og dansk er kvalifikationer, der efterspørges, og her vil du være synlig for potentielle arbejdsgivere. Hvis et tilbud fra udlandet dukker op, er det måske også et tegn på, at verden er åben for dig? Læs mere om hvilke lande der er populære at arbejde i under et sabbatår længere nede.
Frivilligt arbejde i udlandet
Er du ude efter nye oplevelser og erfaring på arbejdsmarkedet, kan frivilligt arbejde være en mulighed. Der er tale om ulønnede eller lavtlønnede jobs, så formålet er at hjælpe andre samtidig med, at du får muligheden for at lære et nyt sprog, samle nye erfaringer og opleve en anden kultur. I Afrika er der stort behov for frivilligt arbejde, da mange afrikanske lande er ramt af fattigdom og miljøkatastrofer, der påvirker muligheden for at tage hånd om børn, syge og ældre. Er du interesseret i at undervise i sprog, arbejde med dyr eller miljøspørgsmål, findes der mange frivilligjobs i Asien, Sydamerika, Mellemamerika og Caribien. Find en organisation der hjælper dig med forberedelserne og giver dig tips og støtte undervejs.
Praktik i udlandet
Praktik i udlandet er den perfekte mulighed for at få erfaring på arbejdsmarkedet indenfor dit fagområde. Du har ofte muligheden for at tage i praktik i forbindelse med dine studier på en videregående uddannelse. For mange er praktikken en vej ind i erhvervslivet. Enten ved at man får job på sin praktikplads eller gennem de kvalifikationer, man opnår under praktikperioden. Praktik i et EU-land giver ofte muligheden for at ansøge om stipendier, hvilket gør det hele lettere, da mange praktikpladser ikke tilbyder løn. Se det som en investering i din fremtid!
Arbejde i Norge
Som dansker er Norge et af de mest populære lande at bo og arbejde i. Det skyldes dels, at Norge ligger tæt på, og at danskere har relativt let ved at forstå sproget. Fremfor alt skyldes det dog, at Norge længe har været et land med ekstra stort behov for arbejdskraft. Det betyder gode muligheder for at tjene mange penge på et par måneder. I dag er det ikke lige så velbetalt at arbejde i Norge som tidligere, men landet er stadig et populært rejsemål for danskere, der vil arbejde udenlands.
At bo og leve i Norge er relativt dyrt, og derfor er det almindeligt, at man bor sammen med andre i bofællesskab for at spare penge.
Eksempler på almindelige jobs for danskere i Norge er servicebranchen, plejesektoren, anlægningsindustrien, transportindustrien, IT og offshore (dvs. arbejde på havet). Undersøg hvad der kræves for at blive i Norge i mere end seks måneder.
Arbejde i Spanien
I Spanien kan det være besværligt at søge job, hvis man ikke behersker sproget så godt. Et tip er derfor at søge jobs hvor der tales engelsk eller dansk – der findes faktisk en del. Nogle eksempler er internationale virksomheder, der søger ansatte med gode engelskkundskaber, jobs på barer, callcenters etc. Husk at lønnen i Spanien sædvanligvis er en anelse lavere end en dansk løn, og at boligomkostningerne er relativt høje i de større byer som Barcelona, Madrid og Valencia. Spanien passer godt til dig, der ikke har en specifik uddannelse og vil have ny erfaring, samtidig med, at du har det sjovt i fritiden.
Som EU-borger har du ret til at bo og arbejde i Spanien på ubestemt tid, såfremt du anskaffer dig et spansk ID- og socialforsikringsnummer.
Arbejde i Australien
Det er ikke svært at finde et job i Australien, så længe man er klar til arbejdspladser, der ikke kræver nogen specifikke kvalifikationer, såsom landbrugsarbejde eller frugtplukning. Disse job er ofte uformelle og kombineres gerne med en backpackerrejse gennem landet. Overvej at visse jobs er sæsonbetingede, det kan have betydning for, hvordan du skifter mellem at arbejde og rejse. Arbejd for eksempel under høstsæsonen og rejs resten af tiden.
Et andet almindeligt og relativt lettilgængeligt job er indenfor restaurantbranchen. For at kunne servere alkohol kræves der dog et certifikat, som du kan få, når du kommer til Australien.
For både at kunne arbejde og rejse i en længere periode anbefales et Working Holiday Visa. Det tillader dig at rejse og arbejde i et år. Bemærk at du skal ankomme til landet, inden du fylder 31 år for at benytte dette visa.
Arbejde i USA
Drømmer du om at leve og bo i USA og opleve den amerikanske livsstil? Det amerikanske arbejdsmarked er reguleret og tilhører ikke EU. Der kræves derfor både opholds- og arbejdsvisa, hvilket gør det lidt sværere for danskere at få et arbejde her.
Det mest almindelige job for danskere i USA er som au pair, dvs. en person der bor hos en familie og tager sig af deres børn i mindst et år. For at blive au pair skal man opfylde visse krav. Disse findes på hjemmesiderne for danske au pair-organisationer.
I andre tilfælde kan det være svært at få et job i USA, da det ofte kræver et ekstraordinært talent eller unik erfaring. Overfor myndighederne skal arbejdsgiveren tilkendegive at personens erfaring og kompetencer ikke kan matches af en amerikansk statsborger, hvorefter arbejdsgiveren selv sponsorerer din opholdstilladelse i USA.
En tredje måde at få job i USA er via dine studier. Det kan være et praktikophold i en amerikansk virksomhed i forbindelse med dine videregående studier. Det er en fantastisk mulighed for at få erfaring på arbejdsmarkedet og opleve livet som en “local” i USA. Afhængigt af om du arbejder som au pair, får sponsoreret et visum af din arbejdsgiver eller kommer i praktik, skal du søge forskellige visa. Et visum er dog i alle tilfælde nødvendigt for at kunne opholde sig og arbejde i landet. Glem heller ikke at anskaffe en dækkende forsikring til din tid i udlandet da det amerikanske sundhedsvæsen kan være kringlet og adskiller sig meget fra det danske.
Er du interessseret i at studere i udlandet? Læs mere her >
Du glemmer vel ikke rejseforsikringen?
Søg efter pris og køb